23948sdkhjf

Nye regler tvinger kunsthandlere til tjek for hvidvask

Fremover skal landets gallerier og auktionshuse kontrollere købere af dyr kunst for at undgå hvidvask.

Fredag træder nye regler i kraft, der påbyder gallerier og kunstauktioner landet over at registrere kunder og handler på 50.000 kroner og derover.

Forhandlerne skal samtidig indberette mistænkelige forhold til Bagmandspolitiet.

Reglerne er en del af EU's hvidvaskdirektiv, som et enigt Folketing sidste år vedtog at implementere i Danmark.

Selvom der herhjemme ikke har været større sager om hvidvaskning gennem kunst, er det nødvendigt med forebyggende tiltag, siger Stig Nielsen, kontorchef ved Forebyggelse af Hvidvask og Terrorfinansiering hos Finanstilsynet.

- Hvis alle andre lande sætter blokeringer og regler ind, og vi ikke gør, kommer det helt sikkert hertil, siger Stig Nielsen.

Der er forståelse hos kunstforhandlerne for, at myndighederne vil forhindre hvidvask i at ske herhjemme.

Men reglerne skaber bureaukratiske udfordringer, siger formand for Dansk Galleri Sammenslutning, Thorkild N.B. Nielsen.

- Vi har en lang række ting, vi skal klare i vores dagligdag, og nu kommer dette oveni, siger Thorkild N.B. Nielsen.

Hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København kalder direktør Jakob Dupont de nye regler kærkomne.

Men han undrer sig over, at de ikke også gælder auktionshandel med eksempelvis design eller biler. Han mener ikke, at hvidvask er udbredt i dansk kunsthandel.

- Herhjemme i det danske auktionsmarked fornemmer jeg ikke, at branchen er udsat for hvidvaskforsøg, siger Jakob Dupont.

Selv om hvidvask i kunstbranchen ikke er udbredt i Danmark, mener Stig Nielsen, at det blot ville være et spørgsmål om tid, hvis ikke reglerne blev strammet.

- De kriminelle søger jo hen, hvor de kan vaske deres penge hvide eller kanalisere penge til terror. Hvis det er lettere i ét land end i andre, går de derhen, siger han.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) kalder de nye regler nødvendige, og han lytter meget gerne til forslag om at udvide reguleringen yderligere til også at inkludere eksempel design- eller bilhandel.

- Hvis der er steder i hvidvaskreguleringen, der ikke er effektive nok, har vi en forpligtelse til at få det undersøgt og en politisk forpligtelse til at drøfte det, siger Simon Kollerup.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095